FERIEFORVENTNING: Min største ferieforventning er at blive genforenet med min familie i Los Angeles. Vi er nemlig 10 personer afsted på roadtrip – min kone og jeg med børn, svigerbørn og børnebørn. Og efter at have fejret 4. juli i Monterey, er vi nødt til at splitte gruppen op i et par dage. En del af gruppen er nemlig inviteret til familiebryllup nord for San Francisco. Imens de fester, triller vi andre ned ad Highway 1, besøger Big Sur, kigger på Hearst Castle, overnatter i Pismo Beach, griner i (og af) Solvang og ender til sidst i udkanten af L.A., hvor vi alle bliver genforenet – og kan fortælle hinanden om alle vores oplevelser. Det glæder jeg mig meget til! Herfra skal vi fortsætte vores ekspedition sammen ind i landet mod nye mål – og til slut ender vi i Salt Lake City, hvor vi skal møde og bo hos vores hidtil ukendte familie. Og måske – hvis ikke turen byder på en helikoptertur – så står der ved rejsens ende en lagkage med 50 fødselsdagslys, som vi alle afslutningsvis kan sætte tænderne i. Det bliver helt fantastisk!
↧